Pga. ekstrem travlhed har vi ikke tider til nye konsultationer før til januar 2023.

Snorken/søvnapnø

Snorken & Søvnapnø

Snorken er generende og giver en dårlig søvn, men mest for partneren. Snorken er som sådan ikke farligt. Der er flere behandlingsmuligheder, men det er ikke alle, der er lige gode for alle patienter. Behandlingen afhænger meget af anatomien i mund, svælg og hals. Nogle kan opereres, andre behandles med tandskinne og nogle kan klare sig med en tennisbold syet fast i ryggen på en nattrøje.

Det, der hjælper een patient, er ikke nødvendigvis godt for en anden.

Mange patienter vil gerne opereres for snorken, men det er vigtigt at vide, at resultatet ikke altid er lige godt. Nogle patienter er dog glimrende hjulpet af operation, men kun i de tilfælde, hvor deres svælganatomi egner sig til det.

Det er derfor meget vigtigt, at der laves en objektiv undersøgelse af dig og en vurdering af, hvad der vil hjælpe dig bedst.

Søvnapnø er en langt mere alvorlig tilstand, hvor man ofte snorker voldsomt og har de såkaldte apnøer, som er ophold i vejrtrækningen. Opholdene i vejrtrækningen gør, at man bliver revet ud af den vigtige dybe søvn (som gør dig veludhvilet m.m.) og derfor ligger hele natten i en overfladisk og dårlig søvn. Den hyppigste form for søvnapnø hedder obstruktiv søvnapnø. Vigtige symptomer på obstruktiv søvnapnø er udtalt dagtræthed, morgenhovedpine, højt blodtryk, nattesved, nattetisseri og hukommelses/koncentrationsbesvær.

Man kan som hovedregel ikke operere for obstruktiv søvnapnø og forvente et acceptabelt resultat. Obstruktiv søvnapnø behandles med et såkaldt CPAP-apparat, som er en maskine, der via en slange og en maske sørger for at du hele tiden kan trække vejret, når du sover og dermed kommer ned i den dybe søvn. Behandlingen virker på alle de patienter, der kan holde ud at sove med det. Behandlingen har een helt forrygende bivirkning: man holder helt op med at snorke!

Let og moderat søvnapnø kan også behandles med en tandskinne.

Obstruktiv søvnapnø giver øget risiko for højt blodtryk, type 2 sukkersyge, blodpropper i hjerte og hjerne, tidlig trafikdød og meget mere. Det bør derfor behandles.

Øre-næse-halsklinikken i Hørsholm kan undersøge din søvn og diagnosticere evt obstruktiv søvnapnø, så vi kan finde ud af, hvad der er den bedste behandling for dig. Er du i tvivl om, hvordan du skal forholde dig, kan vi hjælpe dig med det.